hindeløsning

Frigivelse af modnende hormoner

Mange bliver utålmodige, når de når terminsdatoen, men fortsat ikke har deres baby i armene. Hindeløsning er en naturlig metode, der kan bidrage til at frigive de hormoner, der er med til at starte og understøtte fødslen.

Hvordan foregår en hindeløsning?

Hindeløsning foregår ved, at du bliver undersøgt indvendigt (vaginalt), hvorved fosterhinderne med fingrene kan løsnes fra den nederste del af livmoderen (der, hvor barnets hoved er). Dette vil frigive modnende hormoner og kan således være med til at starte fødslen. 

  • Hvornår? Hindeløsning kan udføres fra uge 40+0.

  • Forudsætningen er, at livmoderhalsen er begyndt at afkorte sig, og livmodermunden skal have åbnet sig lidt. Det er derfor altid en individuel vurdering, om det er muligt at løsne hinderne.

  • Effekt. Efter en hindeløsning vil ca. 20 % oplever, at fødslen går i gang. Der er således ingen garanti for, at hindeløsningen får fødslen til at gå i gang. Forskning tyder imidlertid på, at en eller flere hindeløsninger efter teminen kan reducere et evt. behov for medicinsk igangsættelse af fødslen.

  • Bivirkninger. Efter en hindeløsning kan du opleve, at du får mange, hyppige og måske smertefulde sammentrækninger/plukveer, som ikke bringer dig i fødsel. Det er normalt, at du efter en hindeløsning kan opleve let tegnblødning, menstruationslignende smerter og hyppige plukveer. Det er ufarligt, men kan være generende og ubehageligt.

Hvis du er medlem af Sygeforsikringen “danmark”, kan du få 50 % i tilskud til hindeløsning. Jeg indberetter til “danmark” efter dit besøg hos mig.

Tilskud til hindeløsning